Charles Heidsick

Navnet Charles Heidsieck forbindes i dag med det ypperste inden for prestigiøse champagner og er formentlig det champagnehus, der har modtaget flest priser på verdensplan.

Charles’ champagner (glem efternavnet!) regnes af de fleste vineksperter blandt verdens 5 bedste.

Allerede som 29-årig kaster Charles Camille Heidsieck (1822–1893) sig i 1851ud i at stifte sit eget Maison. Han er en viljestærk ung mand med en kompromisløs holdning til kvalitet: Hans champagner skal være de bedste.

Han investerer en formue i såkaldte crayères, romerske kalkstenskrypter fra det 2. århundrede, hvor hans nøje udvalgte vine vil få de optimale modningsbetingelser.

Vinene får lov at ligge dobbelt så lang tid i de kølige kældre, som appellationen kræver, så de ganske langsomt udvikler de fine, harmoniske bobler, som Charles fra starten berømmes for. Og nu går det stærkt. I 1859 modtager Charles sin første af mange guldmedaljer i Bordeaux. Selveste Napoleon Bonaparte får øjnene op for de exceptionelle champagner og tillader, at hans kontrafej må bruges på etiketterne.

Det åbner dørene ud til resten af verden: Det fashionable champagnehus bliver nu hofleverandør til kongehusene i Norge og Sverige – og til den russiske tsar, hvortil der leveres så sent som den dag i 1917, hvor den russiske revolution finder sted.

”Champagne Charlie”

Europa bliver for småt for den ambitiøse Charles, der sejler ud til den nye verden i Amerika og starter en uhørt succesfuld eksport op. Overalt i USA bliver den fornemme, franske vinmand kendt og elsket som ”Champagne Charlie”. Som et kuriosum skal nævnes, at der senere er lavet en film om ”Champagne Charlie”, hvor

Hugh Grant spiller titelrollen. Den amerikanske borgerkrig kaster grus i maskineriet. Charles anholdes som fransk spion, hvilket skaber en større diplomatisk krise mellem Frankrig og USA. Kejser Napoleon kontakter præsident Abraham Lincoln for at få sin landsmand løsladt; det sker i 1862. Episoden er i dag kendt som "The Heidsieck Incident". Champagnehusets amerikanske agent benytter lejligheden til at snyde ham for alle hans tilgodehavender, og Charles vender hjem til Frankrig ruineret og demoraliseret. Eventyret er på nippet til at slutte.

Men som ethvert rigtigt eventyr slutter også dette heldigvis med, at de gode vinder. Den amerikanske agent har nemlig en bror, der er meget flov på familiens vegne. Han investerer i noget jord og overlader investeringen til Charles, der igen har heldet med sig. Jorden ligger nemlig ved den lille landsby Denver, der i disse år vokser eksplosivt og bliver en af USA's mest fremgangsrige storbyer. Afkastet er så enormt, at Charles hurtigt er tilbage i førersædet blandt verdens top-Champenois’er. Og her befinder champagnehuset Charles Heidsieck sig den dag i dag.

À votre santé!

Brands